Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | Deutch English |

Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilArkivpil2019pilSønderjyske patienter er blandt landets mest tilfredse

Sønderjyske patienter er blandt landets mest tilfredse

Resultatet fra den nye landsdækkende undersøgelse for patienttilfredsheden i akutmodtagelserne og skadeklinikkerne på Sygehus Sønderjylland viser, at de sønderjyske patienter er nogle af de mest tilfredse i Danmark.

De landsdækkende undersøgelser af patientoplevelser på akutområdet, LUP-Akut, viser, at patienterne på Sygehus Sønderjylland er blandt landets mest tilfredse. Særligt er patienterne på akutklinikkerne i Sønderborg og Tønder meget tilfredse med deres behandling. Disse patienter er de mest tilfredse i hele Region Syddanmark, og de to klinikker indtager en samlet tredjeplads i sammenligning med alle andre skadeklinikker i hele landet. Faktisk scorer skadeklinikkerne over landsgennemsnittet på 16 ud af 17 målepunkter.

- Det er rigtig godt, og jeg kunne godt ønske mig, at flere patienter brugte klinikkerne frem for at køre til skadestuen i Aabenraa, hvor der typisk er mere travlt, siger Thomas Cotzand, der er kvalitetschef på Sygehus Sønderjylland.

Forskellen på en skadeklinik og en skadestue er, at skadeklinikkerne er bemandet med sygeplejersker, mens der på skadestuerne også altid er en læge til stede. Dog kan personalet på skadeklinikkerne sagtens løse langt de fleste akutte opgaver.

Patienterne på skadestuen i Aabenraa har vurderet deres oplevelser bedre end landsgennemsnittet.

God til smerte
Patienterne på Sygehus Sønderjylland oplever en markant forbedring i forhold til at få smertestillende medicin.

- Når det kommer til smerter, er vores fokus at lindre bedst muligt ved at behandle den til grundlæggende årsag i stedet for bare at give smertestillende medicin, siger Thomas Cotzand.

Indsatsen ses tydeligt i resultatet, hvor patienterne på akutmodtagelsen i Aabenraa giver sygehuset karaktererne 3,49 mens akutklinikkerne i Sønderborg, og Tønder ligger på 3,43. Landsgennemsnittet er på 2,93 på akutmodtagelser og 3,16 for skadeklinikker.

- Jeg er naturligvis meget glad for, at patienterne scorer os så højt, for det har været et indsatsområde på vores sygehus, uddyber Thomas Cotzand.

Bedre til ventetid
Gennem flere år har ventetiderne været en udfordring for patienterne på akutmodtagelsen i Aabenraa, men gennem det seneste har år personalet arbejdet med at få ventetiden ned og få fortalt patienterne, hvorfor de nogle gange må vente længere end planlagt.

- Vores undersøgelse viser, at patienterne godt kan acceptere en lidt længere ventetid, hvis bare vi husker at fortælle, hvorfor de venter, og hvornår de kan forvente at komme til. Der har vi skærpet vores indsats, og nu viser resultatet sig, siger Thomas Cotzand.

Patienttilfredsheden med ventetiden på akutmodtagelsen i Aabenraa er 2,80 og 3,73 på akutklinikkerne i Sønderborg og Tønder. Landsgennemsnittet ligger på henholdsvis 3,03 og 3,31.

Stor landsdækkende undersøgelse
Det er femte år i træk, at Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser i Akutmodtagelser bliver foretaget. Undersøgelsen laves i form af et spørgeskema, som skal give Sygehus Sønderjylland og resten af landets sygehuse en systematisk viden om, hvordan patienter, der har været forbi, oplever deres besøg. LUP-Akut er baseret på 177 besvarelse fra akutmodtagelsen i Aabenraa og 252 besvarelser fra akutklinikkerne i Sønderborg og Tønder.

I uge 11 offentliggøres den samlede LUP for alle landets sygehuse på de ikke akutte områder.

Læs mere om LUP på www.patientoplevelser.dk/LUP


Siden er sidst opdateret 11-01-2019
Sygehus Sønderjylland



Tilgængelighedserklæring | Om hjemmesiden | Sitemap | Kontakt os