Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | tysk flag engelsk flag |


Forside // Sygehus SønderjyllandpilPresserumpilNyhederpilSygehus Sønderjylland får som det første sygehus en ægte gangrobot

Sygehus Sønderjylland får som det første sygehus en ægte gangrobot

I dag tog patienter og terapeuterne på Sygehus Sønderjylland, som de første på et dansk sygehus, en ægte gangrobot i brug.

 

Gangrobot
Carsten Frederichsen er ved at genvinde sin gangfunktion i den nye robot på Sygehus Sønderjylland.

 

Tidlig træning er vigtig for patienter med forringet gangfunktion, da det er med til, at de kan komme hjem i eget hjem og faste rammer så hurtigt som muligt.

Derfor var der også glæde blandt otte af Sygehus Sønderjyllands terapeuter i dag, hvor de sammen med to patienter for første gang tog en ny ’intelligente’ gangrobot i brug. De otte medarbejdere er alle i løbet af dagen blevet certificeret i brugen af gangrobotten, hvor patienter med hjerneskade eller generelt svækkede patienter kan komme i gang med træningen.

Den nye sønderjyske gangrobot adskiller sig fra andre løsninger ved at kunne aflæse patientens ønsker for gang og bevægelse, hvorefter den via egen fremdrift understøtter patientens gangfunktion. Patienten kan derfor fokusere på gangunderlaget frem for at skulle huske at skubbe eller trække et aggregat efter sig.

- Jeg skulle godt nok lige vænne mig til, at den faktisk fulgte med, og stole på, at den ville gribe mig, hvis jeg faldt, men efter lidt tid gik det faktisk som en leg, fortæller patienten Carsten Frederichsen umiddelbart efter de første 300 meter i robotten.

Han er indlagt efter diskusprolapser og en blodprop, der har medført at gangen er besværet af en såkaldt dropfod, og han kan i øjeblikket ikke gå rundt uden rollator til trods for sine kun 41 år.

Mange fordele med den nye robot
Hovedfokus på robotten er den øgede bevægelsesfrihed for patienten. Der er tale om et mobilt system, der aktivt følger patientens mindste bevægelse gang. Vil patienten lige frem, understøtter robotten det. Hvis patienten vil dreje, understøtter robotten det – helt automatisk. Det giver patienten en helt anden frihed og bevægemulighed under gangtræningen. Ikke mindst vil de føle en høj grad af selvstændighed og kontrol uden risiko for fald.

Hverken patienten eller terapeuten skal holde, skubbe eller styre systemet i gangretningen, og det giver patienten frie muligheder til at holde fokus på gangfunktionen, og terapeuten frie hænder til at tilrettelægge øvelser.

- Det er virkeligt godt for patienterne, at de kan komme op og gå for på den måde at kunne genvinde de evner, de havde, før de blev syge. Det kan robotten her hjælpe med, så det giver en god værdi for vores patienter, begrunder fysioterapeut Nanna Meldgård efter dagens første træning.

 

Gangrobot
Dagmar Paaske på 70 fik som den første patient på et dansk sygehus muligheden for at prøve den nye gangrobot. Bagefter kunne hun fortælle, at det var en rigtig god oplevelse at komme op på benene for første gang siden hun blev indlagt med blodpropper i hjernen.

 

Der er også en øget sikkerhed, og patienten kan i princippet træne selv uden at der er en terapeut lige ved siden af. Hvis patienten snubler, vil han blot hænge i selen, og indbyggede faldsensorer vil øjeblikkeligt stoppe gangrobotten. Når patienten er klar, kan vedkommende blot strække benene igen og begynde at gå videre. Der vil dog altid være en terapeut i samme rum som robotten, så der hele tiden er opsyn med træningen.

Ydermere er der kollisionssensorer i alle fire hjørner af nederdelen, så robotten også stopper, hvis patienten er ved at gå ind i et eller andet.

For personalet på sygehuset har robotten også den fordel, at de ikke risikerer rygskader som følge af fald eller skub fra patienterne.


Siden er sidst opdateret 05-12-2019
Sygehus Sønderjylland



Sygehus Sønderjylland | Kresten Philipsens Vej 15 | 6200 Aabenraa | Tlf. 79 97 00 00 | shs.kontakt@rsyd.dk